Onsdagsklubbens historie og formandsliste (nederst) siden oprettelse i 1953
Under husmoderforeningen fra 1953 og frem til 25 års jubilæum.
Nogle medlemmer i Kalundborg Husmoderforening havde i nogen tid forsøgt at påvirke formanden, fru Ingeborg Wiuff, til at starte en bridgeklub, der skulle være tilknyttet foreningen.
Der var tilslutning til ideen, og husmoderforeningen betalte for en annoncering efter interesserede. Resten måtte herefter klares af “bridgeklubben”, og man måtte for eksempel selv tage kort med. Men man kom i gang i foråret 1953.
På den stiftende generalforsamling besluttede man sig for navnet “Onsdagsklubben Bridge”.
Klubbens første formand blev Helga Louring. Spillestedet var Højskolehjemmet i Kordilgade nr. 10, og som navnet antydede, så spillede man onsdag eftermiddage.
Der var ved starten 24 medlemmer. Alle var kvindelige medlemmer af husmoderforeningen. Mænd havde så sandelig ikke adgang til klubben dengang.
Det var hyggebridge for damerne. Man spillede ikke egentlig turneringsbridge, men en almindelig rubber-bridge mod eet andet par, for så næste onsdag eftermiddag at spille mod et nyt par.
Og sådan blev man ved i en lang periode, hvor der med et beskedent kontigent også kom lidt penge i kassen.
I 1978 kunne husmoderforeningens bridgeklub så fejre sit 25 års jubilæum, hvor man blev enige om, at bridgeklubben ikke mere behøvede at være “under” husmoderforeningen.



Klubben bliver selvstændig i 1979.
Klubben bliver selvstændig i 1979, og navnet bliver ændret til “Onsdagsklubben Kalundborg”.
Også i 1979 valgtes Bodil Krogh Andersen til ny formand for klubben, der nu var oppe på 48 medlemmer. Spillestedet var nu selskabslokalerne i boligforeningen på Frederik Andersensvej, og man havde indført den rækkeopdelte turneringsform.
Samme år foreslog et medlem at indføre brug af meldekort, men det blev nedstemt. Man fortsatte med mundtlige meldinger i dameklubben, hvor “snakken gik”, og man hyggede sig.
Herrer får mulighed for at komme ind i “varmen” i 1983.
Onsdagsklubben var forbeholdt kvindelige medlemmer fra starten i 1953 og helt frem til 1983, i hvilket år man så besluttede sig for “ligestilling” i klubben og vedtog, at også herrer var velkomne.
Een enkelt herre, det var Bernhard Thomsen, meldte sig ind det år, hvor man også fastsatte årskontingentet til 100 kroner.
Endnu en par “skanser falder” i 1980’erne.
1985 blev året, hvor man indførte brugen af meldeboxe. Jo, det var en modernisering, der samtidig betød, at “støjniveauet” faldt betydeligt i spillelokalet, hvor der dog fortsat blev lagt rigtig stor vægt på en hyggelig og social atmosfære.
I 1987 steg udgifterne for klubben, da man fik en fordobling af den månedlige “husleje” i selskabslokalerne. Derfor holdt man flyttedag og skiftede spillested til aulaen på Ulshøjskolen. Dèr var mere plads, og så var lokalerne gratis.
I 1988 var klubben oppe på 64 medlemmer, og heraf var der 10 herrer. Samtidig var der indvalgt en herre i bestyrelsen. Ejnar Kamstrup var blevet klubbens første mandlige bestyrelsesmedlem.
Ny formand 1994 og nyt spillested 1995.
I 1994 valgte klubben Jonna Rønshof som ny formand. Klubben var nu vokset til 80 medlemmer.
Spillestedet var fortsat Ulshøjskolen, men da skolen skulle benytte aulaen på onsdage, bad man bridgeklubben om at spille tirsdag eftermiddag. Det passede jo ikke rigtigt for en 40-årig “onsdagsklub”, og derfor søgte man nye lokaler i stedet for et navneskifte.
Det blev mødelokale 4 i Kalundborg Hallerne, der siden 1995 har været et centralt og velfungerende hjemsted for klubben. Dog med en begrænsning, nemlig at klubben har måtte lukke for tilgang af yderligere medlemmer. Spillelokalet må desværre maksimalt benyttes af 80 personer.
Onsdagsklubben får hjemmeside i 2010. www.https://onsdagsbridge.dk
Medlemmerne får nu mulighed for at se dagens spilleresultater, informationer, fotogalleri og substitutter oneline.
Det måtte jo ske, før eller siden – 2013.
For første gang i klubbens 60 års historie, blev der i 2013 valgt en mand som formand.
Jørgen Jacobsen var på klubbens generalforsamling i 2012 blevet valgt som bestyrelsesmedlem, men da klubbens formand, Jonna Rønshof, afgik ved døden i sommeren 2013, blev bridgesæsonen 2013/14 indledt med en ekstraordinær generalforsamling, med det formål at få valgt en ny formand. Her gjorde Jørgen Jacobsen “lynkarriere” og blev enstemmigt valgt som formand.
2014 blev året for ”digitalisering” af klubben
Indførelse af moderne teknologi ville langt overstige klubbens økonomiske formåen, når vi skulle fastholde målsætningen om et rimeligt kontingent.
På generalforsamlingen i foråret 2014 blev det derfor besluttet at søge sponsorer til – sammen med et engangskontingent fra medlemmerne på 200 kr. – at ”digitalisere” klubben. Efter imødekommende tilsagn om støtte fra sponsorer kunne vi indkøbe Bridgemate (et trådløst bordcomputersystem), hvormed resultatberegning og rapportering blev helt moderne.
En samtidig gave i form af en bærbar computer til klubben blev installeret med ”PairScorer” beregningsprogram. Så var vi i gang med det mest moderne udstyr.
Bridgemate i Onsdagsklubben fik omtale i Nordvestnyt. ▶ Læs her
Stabil periode 2014-2020
Alle vænnede sig hurtigt til den nye elektronik og glædede sig over det moderne udstyr og de computerskabte resultater på internettet.
Ved klubbens 65-års jubilæum i januar 2018 var medlemstallet fortsat 80.
Covid-19 blev en ny tid – også for Onsdagsklubben
Corona-epidemien blev en ny tid, hvor der periodevis var mange spilaflysninger, mens Danmark var lukket ned.
Klubben fik en Corona-politik, vi sprittede af og indførte større afstand ved at spille ved ”dobbeltborde”.
Det er vi forsat med efter ophør af Corona-restriktionerne.
Nyvalgt formand i 2020
Efter syv år på formandsposten ville Jørgen Jacobsen gerne fratræde. På generalforsamlingen 2020 blev Pia Ravnsbjerg Hansen valgt til ny formand.
Til bestyrelsen nyvalgtes også Niels J. Hansen, således der fortsat var et mandligt bestyrelsesmedlem i klubben.
Med pladsbegrænsning ved bordopstillingen blev der ikke optaget yderligere medlemmer. Således startede vi sæsonen 2022-2023 efter ophør af Corona-restriktioner med fire 4-bordsrækker, og i alt 64 medlemmer.
Fra og med sæsonstart 2023 har der været 68 medlemmer, idet der i en af rækkerne er fundet rimelig plads til et femte spillebord.
Medlemsfordelingen i 2024 er: 49 damer og 19 herrer.
I sæsonen 2023-2024 tog klubben endnu et spring på teknologien
Klubben ville gerne følge udviklingen inden for digitalt bridgeudstyr for at give størst mulige fornøjelse ved bridgespillet.
Med imødekommende flot støtte fra to sponsorer tog Onsdagsklubben i januar 2024 endnu et teknologisk spring i digitalisering.
Med en kortlægningsmaskine indførte klubben nu bridge med EDB-givne kortfordelinger, hvor man spiller samme fordelinger i alle rækker.
Foruden afskaffelsen af manuelt arbejde med kortlægning, kan systemet vise kortfordelingerne på nettet og vise udspilskort, tillige med en analyse af mulige spilkontrakter.
Sponsorering og anskaffelse af kortlægningmaskinen fik omtale i TV-Kalundborg. ▶ Læs her
Onsdagsklubben holder fast i traditionerne
Fra 2024 kan klubben dermed betjene sig af det mest moderne bridgeudstyr, som til glæde for os alle giver os en rigtig underholdende og spændende bridgeturnering.
Men vi holder også fast i traditionerne.
Klubben arrangerer og spiller moderne turneringsbridge i Howell 4- eller 5-bordsrækker med op- og nedrykning, indtil rækkerne lukkes ved sæsonens 6. sidste spilledag. Derefter spilles om det rækkeinddelte klubmesterskab. Man er tro mod bridgespillets motto: “Bridge skal være sjovt”, og man lægger fortsat stor vægt på klubbens vedtægter og på klubbens ånd siden starten i 1953: “Afslappende onsdags hygge-bridge med masser af plads til det gode sociale samvær blandt alle klubbens medlemmer, der deler glæderne og udfordringerne ved bridge-spillet”.
Formandsliste for Onsdagsklubben Kalundborg:
1953 – 1979: Helga Louring
1979 – 1990: Bodil Krogh Andersen
1990 – 1994: Kirsten Vejlø
1994 – 2013: Jonna Rønshof
2013 – 2020: Jørgen Jacobsen
2020 – Pia Ravnsbjerg Hansen